Ekkodalen

👩🏼 Vi besøgte Ekkodalen og oplevede den enestående natur og ro, som dalen er kendt for.

Ekkodalen er Bornholms længste sprækkedal og et populært udflugtsmål på grund af sit karakteristiske ekko og smukke landskab. Vi glædede os til at prøve ekkoet, men batterierne var flade, så ekkoet holdt fri den dag. 🤣 Vi valgte den røde vandrerute, uden at ane hvad der ventede os.

Før det gik op ad bakke, stoppede vi ved en dramatisk klippespalte. Med lidt mere regn ville der løbe et lille vandfald her – men denne dag var det mere et forsigtigt dryp. Til gengæld gjorde de op til 20 meter høje klippevægge stort indtryk og fik os til at føle, at vi pludselig var med i en lille eventyrfilm.

Oppe på klipperne blev naturen endnu mere imponerende. Mellem de store sten stod der en hel lille egeskov, og nogle af egetræerne var så store og knudrede, at de lignede gamle vagter, der havde stået der i hundrede år. Foråret viste sig med hvide anemoner overalt, som om skoven havde lagt en lys dug på bordet.

For en lille dreng lavede Frank et ekko, og det lød så sjovt, at forældrene begyndte at grine, da de fandt ud af, hvor lyden kom fra. Vi stod helt oppe på kanten af en klippespalte og følte os lidt som eventyrere – bare uden kort og kompas.


🇩🇪 Wir besuchten Ekkodalen (Echotal) und erlebten die einzigartige Natur und Ruhe, für die das Tal bekannt ist. Ekkodalen ist Bornholms längstes Grabenbruchtal und aufgrund seines charakteristischen Echos und der wunderschönen Landschaft ein beliebtes Ausflugsziel. Wir freuten uns schon darauf, das Echo auszuprobieren, aber die Batterien waren leer, also fiel es an diesem Tag aus. 🤣 Wir wählten den roten Wanderweg, ohne zu wissen, was uns erwartete. Bevor es bergauf ging, hielten wir an einer beeindruckenden Felsspalte. Bei etwas mehr Regen würde hier ein kleiner Wasserfall fließen – an diesem Tag war es eher ein sanftes Tröpfeln. Die bis zu 20 Meter hohen Felswände hingegen beeindruckten uns sehr und gaben uns das Gefühl, uns plötzlich in einem kleinen Abenteuerfilm zu befinden. Oben auf den Felsen wurde die Natur noch beeindruckender. Zwischen den großen Steinen erstreckte sich ein kleiner Eichenwald, und einige der Eichen waren so groß und knorrig, dass sie wie alte Wächter wirkten, die schon seit hunderten Jahren dort standen. Der Frühling war da, überall blühten weiße Anemonen, als hätte der Wald eine leichte Tischdecke auf den Tisch gelegt. Frank machte für einen kleiner Jungen ein Echo, das so komisch klang, dass die Eltern loslachten, als sie herausfanden, woher das Geräusch kam. Wir standen direkt am Rand einer Felsspalte und fühlten uns ein bisschen wie Abenteurer – nur ohne Karte und Kompass.

Dette indlæg blev udgivet i Bornholm. Bogmærk permalinket.